
Nyheder fra Tjekkiet
(Nyheder - Detaljer)
Dato : 21.08.2008Nyhedsbrev fra den Tjekkiske Ambassade for uge 33, 2008
Tjekkisk vækst lidt langsommere
Også i Tjekkiet er økonomiens vækst faldet. Det Tjekkiske Statistikkontor meldte i torsdags at der i andet kvartal af i år havde været en vækst på 4,5%, hvilket var 0,6% mindre end væksten i første kvartal. Meldingen skuffede Centralbanken og andre eksperter, som havde ventet et bedre resultat. Blandt de væsentligste årsager til afdæmpningen er den tjekkiske krone, som er blevet omkring 20% stærkere indenfor de seneste 12 måneder. Endvidere har de stigende priser lagt en dæmper på forbruget. Det Tjekkiske Statistikkontor har nu sænket den forventede vækst i tredje kvartal til 5,1%.
Kronen falder i forhold til euro og dollar
Som en reaktion på de afmålte forudsigelser om tjekkisk økonomis vækst gik en euro i fredags for CZK 24,56 og en dollar for CZK 16,71. Analytikere siger at bortset fra de justerede vurderinger af tjekkisk økonomi, er dollaren steget overfor euroen, ligesom aktiemarkedsindekset er steget, hvilket har bidraget til faldet i kronekursen.
Tjekkiske banker står imod en international finanskrise
Det internationale analysebureau FitchRatings rapporterede i onsdags at de tjekkiske banker indtil videre på udmærket vis har håndteret de problemer, som skyldes krisen på det globale finansmarked, og at ingen alvorlige problemer forventes i nærmeste fremtid. Den tjekkiske banksektor vil kun være bebyrdet af virkningerne af den langsommere vækst i tjekkisk økonomi, mens sektoren er sund og har udsigt til fortsat at være profitabel, hed det.
Rekordindtjening hos energigiganten ČEZ
Den tjekkiske energigigant ČEZ har offentliggjort en rekordoverskud på CZK 29 milliarder, eller USD 1,75 milliarder, for første halvår af 2008, hvilket er 38% mere end sidste år. Den statsejede energiproducent og –distributør kan i høj grad henføre resultatet til de stigende energipriser, såvel som afskedigelsen af omkring 1.600 ansatte. Rekordoverskuddet kom på trods af en lavere elproduktion og mindre eksport.
Antallet af turister lidt ned i andet kvartal
Omkring 3,4 millioner turister ankom til Tjekkiet i andet kvartal af 2008, hvilket kun er 0,1% ned i forhold til året før. I gennemsnit blev turisterne i Tjekkiet i 2,9 nætter – året før var det 3,0 nætter. Flest besøgende kom der fra Tyskland, omend 10,7% færre end i andet kvartal sidste år. Derimod har 30% flere polakker og 25% flere russere overnattet i Tjekkiet.
Valutakurser
Den tjekkiske Nationalbanks valutakurser fra i dag, mandag den 18. august 2008:
1 DKK = CZK 3,287
1 EUR = CZK 24,520
1 USD = CZK 16,673
Kontakt :
Kontakt :



